af Kristina Buncic - link går direkte til opslaget og virker kun, hvis du er logget ind på FB
Der er få ting, der er så tragikomiske som at se tidligere magthavere påtage sig offerrollen, når deres kontrol glider dem af hænde. Som en aldrende aristokrat, der pludselig finder sig selv udmanøvreret af den spirende borgerklasse, står de traditionelle medier nu over for et problem, de ikke kan redigere sig ud af: Sociale medier har flyttet magten fra eliten til folket.
Men i stedet for at fejre denne demokratisering af informationsflowet – noget de ellers altid har påstået at værne om – ser vi nu de selvudnævnte vogtere af sandheden råbe vagt i gevær. For sociale medier, som tidligere blev hyldet som frihedens bastioner, er pludselig blevet "en trussel mod demokratiet". Ikke fordi de har ændret sig fundamentalt, men fordi de ikke længere tjener den rette agenda.
Historien gentager sig - Vogternes angst
Historien har før set magthavere forsøge at kontrollere informationsflowet for at beskytte deres position. Under den kolde krig var de vestlige medier i høj grad villige medspillere i at legitimere Vestens ulovlige krige og opretholde et unipolært verdensbillede, hvor enhver afvigelse fra normen blev udlagt som russisk propaganda. Fra Vietnam til Irak blev befolkningen i Vesten fodret med nøje udvalgte narrativer, hvor alt, hvad der gik imod "den frie verdens" interesser, blev dysset ned eller latterliggjort.
Før internettets opblomstring havde magthaverne stort set monopol på informationsflowet. Aviser, tv-stationer og radiokanaler kunne kontrollere, hvilke historier der blev fortalt, og hvilke perspektiver, der blev ignoreret. Da George W. Bush-administrationen lancerede krigen mod Irak i 2003, spillede de traditionelle medier en central rolle i at sælge løgnen om masseødelæggelsesvåben. Journalistiske eksperter og redaktører var på plads for at sikre, at befolkningen blev overbevist om nødvendigheden af invasionen – en krig, der dræbte hundredtusinder og destabiliserede hele regionen.
Dengang var der ingen sociale medier til at udfordre narrativet i realtid. Ingen uafhængige journalister på Twitter, der kunne råbe op om manipulationerne. Ingen virale videoer, der afslørede overgreb på civile. Magthaverne kunne komfortabelt sove om natten, velvidende at informationsstrømmen var under kontrol.
Trump og det tabte narrativ: Så kom Trump.
Som en elefant i et porcelænsskab væltede han alt, hvad den gamle orden havde bygget op. Hans valgsejr i 2016, men særlig 2024/2025 blev et wakeup call for de traditionelle medier, der pludselig måtte konfrontere deres egen irrelevans. Sociale medier – især Facebook, TikTok og Twitter – blev udpeget som syndebukke. De havde nemlig tilladt "desinformation" og "populisme" at florere, hvilket i realiteten blot betyder, at folk kunne høre andre perspektiver end dem, der blev serveret af CNN, The New York Times og deres europæiske pendanter.
Trumps valgsejr og den efterfølgende normalisering af sociale medier som en platform for ukontrolleret debat afslørede en grum sandhed for den gamle magt: Folket kunne godt tænke selv. Det var naturligvis en ubehagelig opdagelse, for hvad sker der, når mennesker ikke længere accepterer præfabrikerede fortællinger om wokeisme, LGBTQ-ideologi og Vestens selvbestaltede rolle som verdens moralske kompas? Hvad sker der, når folket stemmer imod krige og identitetspolitik?
Sociale medier: Fra helte til skurke
Ironisk nok var det netop de traditionelle medier, der oprindeligt hyldede sociale medier som en revolution for frihed og demokrati. Twitter og Facebook blev fejret som værktøjer for Det Arabiske Forår – en tid, hvor magthaverne troede, at de kunne bruge de nye platforme til at fremme deres egen agenda. Men hvad sker der, når værktøjerne får deres eget liv? Når folk begynder at bruge dem til at udfordre magthaverne i stedet for at støtte dem?
Pludselig blev de sociale medier en trussel. For hvor traditionelle medier kan kontrolleres gennem ejerskab og redaktionel styring, er det langt sværere at dæmme op for millioner af mennesker, der deler deres meninger uden filter. Deres ufiltrerede ytringsfrihed blev pludselig et problem, især fordi denne frihed ofte resulterede i kritik af wokeisme, LGBTQ-ideologi og Vestens ulovlige krige samt kampagnerne med dehumanisering af muslimerne (til fordel for Israel) – emner, som traditionelle medier har brugt årtier på at forsvare.
En ny koalition
I dag står vi ved en skillevej. Sociale medier er ikke længere frihedens bastioner, men en slagmark, hvor den gamle magt forsøger at genvinde kontrollen. Angrebene på sociale medier handler ikke om at "beskytte demokratiet", som det påstås, men om at beskytte de traditionelle mediers og elitens egne interesser.
Trump, der i sin tid blev udelukket fra Twitter, har nu allieret sig med tech-giganter for at genoprette ytringsfriheden. Det er en ironisk udvikling, der må give de gamle magthavere søvnløse nætter. For hvad sker der, når folket får adgang til sandheden – hele sandheden – uden censur? Hvad sker der, når befolkningen opdager, at wokeisme og identitetspolitik ikke nødvendigvis gavner deres liv, men snarere fastholder dem i konflikter skabt af en elite, der ønsker at distrahere fra egne fejltagelser?
Vogterens sidste skrig
De traditionelle mediers nyere kamp mod sociale medier er ikke andet end vogterens sidste skrig, når hegemoniet glider dem af hænde. Det er et desperat forsøg på at bevare en status quo, som folket ikke længere ønsker. Historien viser, at magthavere altid har forsøgt at kontrollere informationsflowet, og nutidens kamp er blot endnu et kapitel i denne fortælling.
Det ironiske er, at jo mere de traditionelle medier forsøger at undergrave sociale medier, desto mere afslører de deres egen desperation og irrelevans. For sandheden er, at folket ikke længere har brug for en vogter. De kan tænke selv – og det skræmmer den gamle magt mere end noget andet.